Panorama-cykelruten Sundruten

Hvis der fandtes en konkurrence for de smukkeste cykelture i Danmark, ville Sundruten være en af finalisterne. Turen rundt om Guldborgsund løber gennem bøgeskove, landsbyer og herregårdenes landskaber - for det meste med et kig til sundet.

44 km

Turen kan påbegyndes et hvilket som helst sted, men er her beskrevet med udgangspunkt i Slotsbryggen, Nykøbing Falster.
Turen starter smukt ad Strandboulevarden med sundet på venstre hånd. Hvor Strandboulevarden ophører, fører ruten dig igennem Indianerstien - en tunnel af træer, hvor trækronerne synes at omslutte én. Ny Kirstineberg Gods (1) tilbyder B&B i bedste herregårdsstil med personligt indrettede værelser (det er åbent for overnattende gæster) - de øvrige godser på turen kan ikke besøges. Grusvejen til Pandebjerg Gods kræver, at du sætter farten lidt ned. Til gengæld får du tid til at nyde herregårdslandskabet, der åbner sig med vidtstrakte marker, levende hegn og sundet, der blinker i sollyset. Pandebjerg Gods (2), Klodskovgård (3) og Vennerslund Gods (4) udgør, sammen med Gl. Kirstineberg Gods, Guldborgsund Frugt, der er kendt for sin produktion af æblemost. I æbleplantagerne på de fire godser produceres de solmodne æbler, der i sensommeren og efteråret fragtes til lageret i Sakskøbing, hvor de distribueres til hele landet via brandet Guldæbler

Fra tunnelen til Vennerslund Gods er den private vej asfalteret – kræs for cyklister. Guldborg (5) er en lille by ved sundet med spisested (Cafe Lagunen) ved lystbådehavnen. På Lollandssiden finder du en badestrand, naturlejrplads med shelters og flere gode fiskesteder. Bemærk også Guldborgbroen med de to buer, der er bygget i 1934. ”Postholderens sted” er et familiedrevet B&B med shelter, butik og spisemuligheder. Når flaget står ved vejen, er der åbent - ellers giv Birte et kald! I Guldborg finder du også Dagli’Brugsen, campingplads og forskellige vejboder.

Vejen fra Guldborg og til Fuglereservatet Majbølle Nor er en forblæst strækning, så bid tænderne sammen og træd til! En smal markvej efter fuglereservatet kan gøre ruten svært farbar – så har du anhænger med, anbefales du at tage landevejen til Majbølle i stedet. I Majbølle kan du bl.a. opleve Majbølle Kirke og Majbølle Mølle. Fra fugletårnet i fuglereservatet Majbølle Nor (6) er der en enestående udsigt over Guldborgsund og til Hjelm Ø.

På strækningen inden Hamborgskoven cykles langs Guldborgvej. Det er den største og mest trafikerede landevej på turen og flere steder med ujævn belægning. Ved Toreby Vestergade drejes ind i Hamborgskoven (7). Følg asfaltvejen, og husk at dreje til venstre i asfaltkrydset ved de kæmpestore tujaer. Vejen fører jer til Middelaldercentret (8), egnens største turistattraktion. Herfra følges Sundruten tilbage til Nykøbing Falster by, hvor der findes et stort udbud af butikker, spisesteder og overnatningsmuligheder.
Oven i den gode cykeloplevelse kan du vælge at gøre stop i fuglereservatet Majbølle Nor og Middelaldercentret med den nye Middelalder Teknologipark.

>Hent turbeskrivelsen som pdf

Del denne side

Oversigtskort over cykelruten

Oversigtskort over Sundruten

Spisesteder og indkøb af dagligvarer

Cafe Lagunen (Guldborg) 
Postholderens sted (Guldborg)
Den gyldne Svane, Middelaldercentret 
Cafe3Kanten, Nykøbing F. 
Cafe Cheng Gui, Nykøbing F. 

Hotel Liselund (Sundby) 
Føtex, Guldborgsundcentret 
Dagli´Brugsen (Guldborg) 

Data

Trafik: Grusveje, skovveje og asfalterede landeveje med beskeden trafik. 
Max 2 % hældning.
Cykler I med anhænger, bør I undlade turen omkring Majbølle Nor (ujævn 
vej). Brug hellere Majbølle Landevej.
Cykletid med 11 km/t (voksne) ca. 4 timer 
Cykletid med 8 km/t (børn) ca. 5:30 timer

Cykeludlejning

Udlejning af cykler ved Slotsbryggen Slow Boat: tlf.: +45 54 87 42 42

Overnatning

Se de forskellige muligheder for overnatning langs cykelruten Sundruten.

Overnatning langs cykelruten

Langs den danske del af Berlin-København cykelruten har vi udviklet en række særlige cykelruter – Panoramaruter, der tager dig og din familie rundt igennem smuk natur, til spændende seværdigheder og forbi hemmelige steder, som kun de lokale kender.