Panorama-cykelrute 424: Præstø - Jungshoved

Cykelturen rundt om Jungshoved er en udflugt til romantikken. Stille kører cyklerne under bøgetræerne og fra halvøens bakketoppe er der udsigt til det rolige blå hav. Tanker og følelser får friløb her, hvor vi er på sporet af den sværmeriske even-tyrdigter H.C. Andersen og den handlekraftige Gøngehøvding.

Eventyrlig idyl - 35 km / 17 km

Cykelturen kan påbegyndes et hvilket som helst sted, men er her beskrevet med udgangspunkt i Turistinformationen og Café Sweet &
Coffee i Adelgade, Præstø (1). Her kan man også leje cykler.

Præstø

Præstø er en romantisk købstad med en unik placering ud til Præstø Fjord. Cykelruten fører dig ad Torvestræde ned til havnen, bemærk den hyggelige, brostensbelagte Grønnegade med de smukke
huse. Den stemningsfulde havn tilbyder gode muligheder for at tanke op til turen hos både Cafe Mokka og Præstø MadMarked. Udover Præstø by er der spisemuligheder på Jungshoved Præstegård (10), men ring, inden I forlader Præstø, for at sikre, at værterne er hjemme til at tage imod jer (tlf. +45 29 46 39 24). Følg Fjordstien ned til Præstø Strand (2), der er et yndet udflugtsmål for lokale og turister i sommerhalvåret. Her er også Fjordposten Præstø Strand – én af de i alt otte såkaldte fjordposter i Naturrum Præstø Fjord, hvor såvel natur som kulturhistorie kan opleves langs fjorden.

H. C. Andersen og Christinelund

Fra Næbvej kan tages en afstikker til Christinelund B&B (3). Eventyrdigteren H.C. Andersen besøgte Christinelund flere gange, hvor det unge ægtepar Jonna og Henrik Stampe tog vel imod ham. Venskabet opstod i kølvandet af H.C. Andersens forelskelse i Henrik Stampe. En kærlighed, der ikke var gengældt, da Henrik Stampe havde kastet sin kærlighed på Jonna Drewsen. H.C. Andersen skabte i 1850’erne 3 fortryllende billedbøger med collager, papirklip og digte til familiens døtre.

H.C. Andersen er også temaet for næste stop på turen. På Skovhusevej 26 ligger H.C. Andersens Teaterpark (4), der i juli måned 2013 slår dørene op med daglige teateropførelser. Teaterparken inviterer store som små ind i H.C. Andersens eventyrlige univers, med oplevelsesscener placeret rundt på den gamle hønsefarm. Billetter kan bookes på www.teaterbilletter.dk eller købes ved indgangen.

Fra Skovhusevej kan cykelruten kortes af til i alt 16 km ved at køre sydover ad Ambæk Mark indtil Stenstrup (her er et hyggeligt gadekær med borde/bænke), hvor der drejes til højre ad Smidstrupvej (se den stiplede linje på kortet).

Jungshoved på cykel

På det nordligste punkt af Jungshoved ligger den gamle skanse Roneklint (6), med det maleriske gamle fyrtårn som ramme for Fjordpost Roneklint med panoramaudsigt over fjorden og den lille ø, Maderne. Her lokkede Gøngehøvdingen under svenskekrigene i 1658-60 ifølge overleveringen de svenske dragoner ud på isen, som brast under dem, så de druknede. Fyrtårnet står på en skanse, som er fra Englandskrigene.

Stavreby

Stavreby havn (9) er Danmarks mindste fiskerihavn og med en idyl, som stod tiden stille. Havnen er berømt for tidligere tiders ålefiskeri. I dag er der kun én erhvervsfisker tilbage. En rød træbro fører dig ud til et lille toiletskur med en enestående havudsigt! Ved indsejlingen til Jungshoved Nor og med suveræn strategisk udsigt over Bøgestrømmen anlagdes i middelalderen en borg til at kontrollere færdslen på en af de vigtigste sejlruter på den tid. Det var herfra, at Gøngehøvdingen og hans ”snaphaner” opererede under svenskekrigene. I dag kan man gå en tur rundt om Jungshoved Slotsbanke (11) på selve volden. Fra Øen Smidstrup til Lundegård går det op ad bakke, men hold ud, der venter en god nedkørsel det sidste stykke ind til Præstø by.

>Hent turbeskrivelsen som pdf

Del denne side

Oversigt over cykelruten

Panorama-cykelruten Eventyrlig idyl

Flere oplevelser langs cykelruten:

Bøndernes Egehoved (5)
Et smukt naturområde med flere hundrede år gamle træer og rig og varieret flora og fauna. Der er ingen stier, så det kræver godt bentøj at komme herud.

Jættestuen Svend Gønges Hule (7)
Her skjulte ”Gøngehøvdingen” ifølge overleveringerne sig under svenskekrigene i 1600-tallet. 

Bønsvig strand (8)
Jungshoveds største sommerhusområde. Her har du mulighed for en afkølende dukkert (for enden af Ørnevej). I Bøget skov er vejen flankeret af store rododendron buske (blomstrer i juni) 

> Jungshoved kirke (11)
Her er både døbefond og altertavle lavet af Bertel Thorvaldsen, der tilbragte en stor del af sine sidste leveår på Nysø Gods.

> Jungshoved Skole og Lærerbolig

Overnatning

Se de forskellige muligheder for overnatning langs cykelruten Jungshoved Rundt.

Data om cykelruten:

Trafik: Grusveje, skovveje og asfalterede landeveje med beskeden trafik. 
Max 2 % hældning. 
Cykletid med 11 km/t (voksne) ca. 3 timer 
Cykletid med 8 km/t (børn) ca. 4:15 timer

Spisesteder og indkøb:

>Sweet & Coffee

>Hotel Frederiksminde

> Cafe Mocca

> Præstø MadMarked 

> Jungshoved Præstegård 

Derudover en række spisesteder på Adelgade i Præstø

Cykelleje

Langs den danske del af Berlin-København cykelruten har vi udviklet en række særlige cykelruter – Panoramaruter, der tager dig og din familie rundt igennem smuk natur, til spændende seværdigheder og forbi hemmelige steder, som kun de lokale kender.