Panorama-cykelrute 425: Feddet - Faxe

Faxe Kalkbrud
På Panorama-cykelruten ”Fed, fjord og fossiler” cykler du tæt på naturens store og små vidundere. Højt til vejrs kan du iagttage ynglende vandfugle ved Præstø Fjord. Ved jordoverfladen kan du følge hugormens spor imellem tyttebær og hedelyng, og på havets bund kan du gå på fossiljagt efter 65 mio. år gamle hajtænder blandt azurblå søer og kridhvid kalk.

Fed, fjord og fossiler: 36 km

Turen er her beskrevet med udgangspunkt i Feddet Camping (1), men kan påbegyndes et hvilket som helst sted langs ruten. Hop på din cykel eller lej den på campingpladsen og kør på opdagelse på Feddet. Her finder du Naturrum Fiskerhuset med udstillinger om livet og naturen omkring Præstø Fjord (2) og den hyggelige Fed Havn (3) med shelter og madpakkehus. Fra fugletårnet (4) er der en enestående udsigt over Præstø Fjord med ynglende vandfugle og trækfugle – er du heldig, spotter du måske havørnen på jagt efter bytte. På tilbagevejen passerer du græssende højlandskvæg (5), hvis økologiske kød kan købes fra gårdbutikken på Strandegård (7).
Feddet har en særegen natur, der mest af alt minder om et lille stykke Vestjylland – på østsiden af halvøen breder sig et større område med hedelandskab (6) med tyttebær, hedelyng og hugorme. Den 600 ha store halvø er dannet af sand, grus og sten, som havet har gnavet af de nordlige kyster og aflejret her for ca. 2000 år siden. Stierne er delvist grusbelagte.

Fortsæt nu din tur mod Faxe Ladeplads via St. Elmue og Ll. Elmue. Faxe Ladeplads (8) blev grundlagt i 1862-1864 som udskibningshavn til kalk fra Faxe Kalkbrud. I gamle dage, før havnens etablering, blev kalken kørt på hestevogne ud i vandet, hvorfra den blev læsset i mindre robåde, der fragtede kalken ud til de større skibe. I dag rummer byen både industrihavn og lystbådehavn samt gode indkøbsmuligheder og flere spisesteder.
I starten af 1900-tallet voksede turismen i Faxe Ladeplads, og byen blev en prominent badeby med 25.000 turister hver sommer. Mange mennesker udlejede deres huse til turister og flyttede selv ud i en lille tilbygning. En sommers udlejning kunne betale halvdelen af terminen, så selv arbejderfamilierne fik råd til fine murstenshuse. Tag evt. en afstikker ad Klintevej (9), hvor mange af de fine villaer og gamle pensionater stadig kan ses. Blandt sommergæsterne var den eksotiske bananskørt-dansende Josepine Baker.

Cykelturen fører dig ad stille veje til Stubberup, hvor virksomheden Faxe Kalk (11) ligger. Her bliver kalken forarbejdet og brændt. På strækningen mellem Faxe Kalk og selve kalkbruddet er der god chance for hvide cykeldæk. De store lastbiler med kalk farver vej og grøftekanter hvide. Nu skal der trædes i pedalerne for at komme op på ”manken” – bakketoppen, hvor en enestående udsigt over Feddet venter. ”Faxæ” er faktisk det gamle nordiske ord for hestemanke, som denne bakkekam ligner på afstand.

Geomuseum Faxe (12) er et godt udgangspunkt for at gå på opdagelse i Faxe Kalkbrud. Bag museet fører en sti langs kanten af bruddet, med flere afstikkere ned i selve bruddet. Gå helt hen til kanten og kig ned i 63 mio. år gammel havbund, der engang var fyldt med smukke koraller, hajer, krokodiller og blæksprutter. Nyd udsigten over den hvide blotlagte kalk med de karakteristiske blå søer. Du kan leje hammer og mejsel på Geomuseet og selv gå på jagt efter fossiler. Geomuseet tilbyder også guidet fossiljagt.

Nu går turen videre igennem Faxe by , hvor duften af vingummi fra Haribo-fabrikken blander sig med den søde maltduft fra Faxe Bryghus. Det er måske blevet tid til en god frokost? Faxe by (14) byder på flere indkøbsmuligheder og spisesteder.

Med vind i håret og fyldte maver går det ned ad bakke på vej ud af Faxe by. Kryds den trafikerede Faxe Landevej og fortsæt ad den idylliske bugtende Blåbækvej. Her bliver du mødt af det flotte syn af Blåbæk Vindmølle (15). Vindmøllen fra 1828 er bygget som et supplement til Blåbæk vandmølle, der har været placeret ved Fakse å lidt længere nede af vejen siden 1472 . Vandmøllen blev brugt til at male korn, men også til at stampe klædestof og til at trække en sav. Gå på opdagelse i området efter fisketrappe og smilende solsikker med sjove ansigter.

Turen tilbage til Feddet går gennem landlig idyl. Bemærk især den 1100 meter lange lindeallé op til Rosendal Gods. I juli sender lindeblomsterne den sødeste duft ned til cyklisterne.

Hent rutebeskrivelsen som pdf

Del denne side

Oversigt over cykelruten:

Oversigtskort over cykelruten Fed, fjord og fossiler

Data for cykelruten:

Asfalterede landeveje med beskeden trafik. På Feddet forløber ruten ad grusstier.

Børn skal være sikre i trafikken, før at de kan køre på denne rute.

Max 4% hældning 

Effektiv cykeltid med 11 km/t (voksne) ca. 3:15 timer
Effektiv cykeltid med 8 km/t (børn) ca. 4:20 timer 

Flere oplevelser langs cykelruten:

>Faxe Ladeplads Miniby
Oplev Faxe i forholdet 1:10 som den så ud i perioden 1900-1920 

>Halvøen Feddet

>Præstø Fjord

Overnatning

Se de forskellige muligheder for overnatning langs cykelruten Fed, fjord og fossiler

Overnatning langs cykelruten

Spisesteder og indkøb:

>Café Frederiks Villa

>Restaurant La Mer

>Café Trin'et

>Ristorante & Café Sivas

Derudover findes der flere købmænd, grillbarer og pizza restauranter i Faxe og Faxe Ladeplads.

Cykelleje:

>Feddet Camping (bestil gerne cyklerne i forvejen)

Langs den danske del af Berlin-København cykelruten har vi udviklet en række særlige cykelruter – Panoramaruter, der tager dig og din familie rundt igennem smuk natur, til spændende seværdigheder og forbi hemmelige steder, som kun de lokale kender.